Hvordan rejser man billigt rundt i USA

Mange unge lever med drømmen om at komme til det famøse og sagnomspundne USA, hvor drømmene vokser, og intet kan blive stort nok. Har man først været der, så forelsker man sig ofte med det samme og ved afrejse brænder man inde med en følelse af trang til at vende tilbage. Man får langt fra set alt, hvad man bør se eller ønsker at se – sådan er det i hvert fald for det meste.

Men for at få mest muligt ud af turen – og få set så meget af landet som muligt – er her en lille meddelelse til dig, der ønsker hjælp til at komme billigt og enkelt rundt i det ellers så store land. Som hovedregel, så fungerer infrastrukturen rigtig godt Staterne, komforten i såvel busser som tog og fly er ganske udmærket. Stort set alle busser der kører på tværs af stater er forsynet med aircondition og toilet og rengøringsstandarden i busserne er tæt på den samme, som man kender fra busserne herhjemme.

Rejse med bus

Har du ikke noget imod at rejsen tager lidt længere tid end planlagt, men ønsker i stedet at spare en hel del penge, så bør du bestemt overveje at tage rejsen med bus. Her kan varmt anbefales Greyhound-busserne, der kører i hele landet på tværs af staterne. Disse busser stopper ikke kun for at opsamle passagerer – der er også indregnet madpauser undervejs på langdistanceturene, så man har mulighed for at genopfylde depoterne og strække benene undervejs.
Da disse busser netop er så billige, betyder det også, at man møder folk fra hele verden, og fra alle samfundslag. Man har netop fra firmaet Greyhound udvidet kørslen, så man nu stopper i langt flere mindre byer også væk fra det ræsende storbyliv. Det giver også dig, der ønsker en tur ud i countryside har mulighed for at rejse billigt og enkelt.
For mere information og evt. booking af billet til en af disse besøg da blot www.greyhound.com.

Rejse med tog

Ønsker man mere komfort og er villig til at betale lidt ekstra, kan varmt anbefales at rejse med tog. Disse passagertog til langdistancerejser er som oftest direkte tog fra én destination til slutdestinationen. Her tænkes især på Amtrak Thruway, der dækker det meste af landet med tog, og har nu også efterhånden indsat så mange supplerende busser, der henter eller fragter til og fra mindre byer og nationalparker, så man ikke skal til at skifte til lokalbusser ved slutdestinationen. Priserne på disse ture kan svinge en del alt afhængig af, hvor du rejser fra og til, samt hvornår billetten bestilles. En hovedregel, man kan holde sig for øje, er, at jo før man bestiller sin billet, des billigere vil det blive.
Hvis dette er noget for dig, eller noget der burde overvejes, så kig nærmere på www.amtrak.com

Rejse med fly

Er tiden knap eller ønsker man blot at nå hurtigt fra nord til syd eller øst til vest, så kan det være, du bør overveje at rejse med indenrigsfly. Flyene er oftest den dyreste måde at gennemrejse USA på, men også den klart mest komfortable og sikre måde at rejse på. Udbyderne af indenrigsrejser i USA er mange, hvilket også er med til at presse priserne lidt ned, men dog ikke langt nok ned til, det er mere favorabelt end at rejse langs vej eller med tog. Rejser man med fly, skal man dog være opmærksom på at bagagen som udgangspunkt ikke er indregnet i den samlede billetpris men vælges som tilvalg til rejsen, hvilket selvfølgelig vil øge rejseomkostningerne en lille smule.

Roadtrip

Er man derimod mere typen, der ønsker komplet og suveræn kontrol over sin rejse og ønsker at udleve den danske drøm om et roadtrip gennem USA, så bør man så afgjort leje sin egen bil. Dette er bestemt ikke gratis, og alt efter, hvilket selskab man benytter, bør man inden lejen undersøge grundigt, hvilke forsikringsforholde, aftalen inkluderer, samt hvad prisen bliver for evt. tillæg. Som regel er ikke indregnet pris for ”fri-kilometer” men for et bestemt antal kilometer pr. dag. Derudover tillægges som regel også ekstra gebyr, såfremt chaufføren er under 21 år gammel. Disse og en lang række forhold bør undersøges grundigt. Derudover skal ens papirer selvfølgelig være i orden. Man skal være indehaver af et dansk kørekort og derudover et internationalt kørekort, der kan udstedes på det lokale kommunekontor for den nette sum af 25 kroner.
Udlejningsfirmaerne her er også uendeligt mange, så kig blot på internettet eller, hvis du allerede befinder dig i USA så undersøg blot for udlejningsfirmaer beliggende i nærheden af dig. Bare rolig – det ligger nærmest lige om hjørnet!

Har du kommentarer eller suppleringer til dette, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar i feltet nedenfor eller sende en besked til mig, så vi sammen kan få en debat i gang.

Støt holdet bag We Backpack

Folkene bag We Backpack er blevet iværksættere, og har startet backpacking webshoppen Backpackerlife.dk, med en tro på, at vi kan hjælpe folk med at rejse oftere! Vi har satset på godt købsmandskab og i høj grad god kundeservice.

Backpackerlife.dk forhandler alt fra rygsække over til rejseudstyr. Er du helt i tvivl om hvad du skal købe på din første tur, så har vi lavet pakketilbud, hvor du kan spare penge og samtidig få alt relevant til din backpacking rejse samlet i én pakke. Læs mere om de 3 pakker her.

Smid en kommentar